Hej, jeg hedder Mia
“Det var en fornøjelse at samarbejde med dig. Jeg bliver nødt til at fortælle dig, at vi har modtaget mange mails med tak for sidst. Men alle nævner din mad, som en magisk, eller fantastisk oplevelse”.
Inge Haaning. Bryllupsfest.
“Ud over, at maden var forrygende, er Mia dejlig at arbejde sammen med så alle ønsker og behov bliver efterkommet”.
Jeg er uddannet kok og har lavet mad ud af huset til større fester og arrangementer siden 2007. Jeg bor med min familie i min mands barndomshjem nær Ballen på Sydfyn.
Jeg er vokset op ude på landet i et hjem hvor der blev taget hensyn til dyr og miljø, og hvor økologi og sunde madvaner var en selvfølge. De værdier er blevet en del af mig og den måde jeg går i køkkenet på.
Fyn er i dén grad et mekka for madnørder og jeg synes det er inspirerende med alle de passionerede, lokale producenter, som prioriterer økologi, kvalitet og bæredygtighed.
Jeg samarbejder blandt andet med Høkildegård Landhandel, Fyens Økologi, Økomølleriet Kragegården, Økologisk Vinimport, Strynø Frugthave, Østervang Økologiske Landbrug, Skarø Is, Ørbæk Bryggeri, Brødkompaniet, plant2plast og Gundestrup Mejeri.
Min garanti til dig
Lokalt & økologisk
Sydfyn er et slaraffenland af lokale økologiske frugt- og grøntsagsavlere, bæredygtige kvægholdere og mikrobryggerier. Derfor tager jeg altid udgangspunkt i økologiske råvarer fra de lokale producenter her i området, når jeg sammensætter mine menuer. Jeg får mel, gryn og kerner fra Økomølleriet, frugt, grønt og æg fra Fyens Økologi , olivenolier, eddiker og vine fra Økologisk Vinimport, krydderier fra Mandala Organic og oste fra Gundestrup Mejeri.
Jeg er vokset op ude på landet i et hjem hvor der blev gjort meget ud af madlavning og måltidskultur. Jeg har lært at det lønner sig at pleje sin køkkenhave, lade dejen hæve i fred og lade kødet langtidsstege. Det tager tid at lave god mad fra bunden. Men det er besværet og ventetiden værd. De værdier er blevet en del af mig og den måde jeg går i køkkenet på.
En kok i køkkenet
Hos Mias Ø er kokken inkluderet i prisen. Det betyder at jeg er med i køkkenet og anretter maden uanset om det er buffet, tallerkenanretning eller Family Style servering på store fade ved bordene. Jeg præsenterer menuen for jeres gæster før I spiser og fortæller lidt om maden og de lokale råvarer jeg har brugt.
Mange gæster kan godt lide at høre lidt mere om hvad de skal sætte tænderne i. Fx at Camilla og Martha fra Alene i Vildmarken driver Fyens Økologi, som leverer størstedelen af de grøntsager som jeg anvender i køkkenet. At Lises lam på Høkildegård græsser frit langs Syltemae Ådal og at den økologiske rygeost er fremstillet med fuldfed økologisk komælk af Jørn Hoff, som har ejet Gundestrup Mejeri siden 2007. Han siger selv at hans rygeost er verdens bedste og jeg kan kun give ham fuldstændig ret 😉
Salt, sødt & sprødt
Mine buffeter er gerne bygget op omkring de grøntsager og frugter som er i sæson lige nu – og masser af dem.
Der vil typisk være 3-4 slags tilbehør med kartofler, couscous og salater med saftige dressinger, krydderurter og noget sprødt på toppen samt en rørt dip som fx humus eller fetacreme.
Hertil serverer jeg noget lækkert, langtidsstegt kød – fx fra fritgående lam eller fritgående kvæg efter princippet lidt men meget godt samt mit langtidshævede surdejsbrød på mel og kerner fra Økomølleriet.
Desserten tager typisk udgangspunkt i sæsonens frugter med sprøde, søde og syrlige elementer og kan tallerkenanrettes eller laves som en dessertbuffet.